Artikel UVM – pæd.servicetjek
Månedens skole holder pædagogiske servicetjek
Skal man lave en god skole, skal man ikke blot evaluere eleverne, men også sig selv. Sådan lyder det fra Torben Juel Sørensen, som er skoleleder på Nyborg Heldagsskole. Her er selvevaluering i fokus, og det har resulteret i titlen som Månedens Skole for maj 2007
Hvordan møder vi eleverne og forældrene, når vi åbner skolen om morgenen? Er indholdet på vores møder godt nok? Håndterer vi konflikter rigtigt og ens?
Det er nogle af de punkter, der bliver taget op, når lærere og ledere på Nyborg Heldagsskole river en hel dag ud af kalenderen for at holde det årlige pædagogiske servicetjek.
Skolens leder, Torben Juel Sørensen
”Man kan sammenligne det med et 10.000-kilometer-servicetjek på en bil, hvor man hejser den op og tjekker, om det hele virker, og om noget skal strammes op eller skiftes ud”, fortæller Torben Juel Sørensen, som er leder på Nyborg Heldagsskole, og fortsætter:
”På skolen har vi altid evalueret meget i forhold til vores elever. Men det er også vigtigt at evaluere egen praksis, både for lærernes og ledernes vedkommende. Det giver også et fælles fodslag hos lærerne, som får stor indflydelse på og medejerskab i det, der sker på skolen, da de står for at afholde servicetjekket”.
Servicetjekket styrker effektiviteten
Nyborg Heldagsskole er en skole for normalt begavede børn. En del af skolens elever er voldsomt udadreagerende og derfor svære at rumme i kommunens øvrige folkeskoler. Ifølge Torben Juel Sørensen er en god og ensartet konflikthåndtering utrolig vigtig, og servicetjekket er netop med til at sikre kvalitet i opgaveløsningen på skolen. Det betyder, at størstedelen af skolens elever tilbagesluses til almindelige folkeskoler allerede i løbet af et til to år. I år er det 15 elever.
”Når vi får dem fra folkeskolen, er de ofte to til tre klassetrin bagud. Derfor er det vigtigt, at vi har et højt fagligt niveau for at kunne indhente det tabte. Det kræver effektivitet, og derfor er det årlige servicetjek et utrolig vigtigt redskab”, siger Torben Juel Sørensen.
På dette års servicetjek blev det bestemt, at man efter sommerferien vil indføre et nyt svensk læseudviklingsprogram. På Nyborg Heldagsskole følger man hele tiden med i, hvilke nye og gode metoder der kan tages i brug på skolen.
Folkeskoler bør også selvevaluere
Skolelederen på Nyborg Heldagsskole er ikke i tvivl: Et pædagogisk servicetjek kan fungere på enhver skole, og han håber, at flere vil tage ideen til sig:
”Også almindelige folkeskoler kan have glæde af selvevaluering. Det vil altid være vigtigt at diskutere, hvordan hverdagen, møderne, konflikterne, frikvartererne og kontakten med elever og forældre fungerer. Vi kan se, at det virker og styrker kvaliteten på vores skole”.