Kunsten af at være Martin
Følgende fiktive fortælling om Martin bygger på faktiske erfaringer, som forældre til børn på Nyborg Heldagsskole har haft. Vi vil fortælle om Martin og hans hverdag før og efter, at han kom på Nyborg Heldagsskole. Børn på Nyborg Heldagsskole er normaltbegavede børn, der af den ene eller anden grund ikke kan fungere i det normale skolesystem. De har brug for noget ekstra eller noget andet for at kunne fungere socialt og lære det, de har brug for. Årsagerne hertil er forskellige fra barn til barn, og Martin kan derfor ikke siges at repræsentere den typiske elev.
Pointen har været at skabe en plausibel og sammenhængende fortælling om Martin, der meget tydeligt viser, hvilken betydning, det har for Martin, Martins familie, klassekammerater og lærere, at Martin har fået det skoletilbud, der passer til ham.
Martins tid i den almindelige folkeskole
Martin er en glad 9-årig dreng med et kvikt hoved. Det har hans forældre lagt mærke til. Han er meget opmærksom på, hvad der foregår omkring ham, og han suger indtryk og viden til sig. Han er meget nysgerrig og hele tiden fuld af ideer.
Martin bor sammen med sin mor og far og sin storesøster Marie. De ligner en helt almindelig familie, men Martins forældre ved godt, at der er noget ved Martin, der ikke er helt almindeligt. Det er rigtig svært at sige, hvad det er og ind imellem glemmer de det, fordi Martin virker som et helt almindeligt barn. Det er også derfor, de valgte at sende ham i en helt almindelig folkeskole med den tilgang, at der ikke er grund til at gøre Martin speciel eller handicappet, hvis ikke han er det.
Det er første skoledag og Martin og hans storesøster er lige stået op og skal vaskes og have tøj på. Martin er spændt og har en klar ide om, hvordan hans hår skal sidde på denne særlige dag, men det vil ikke sidde, som det skal. Martin bliver frustreret og det ender med, at han river en stor tot af sit hår og sparker sin storesøster, mens han råber efter hende. Da Martins mor kommer løbende til, får hun også en svada af ukvemsord fra Martin.
Martins mor og far er også spændte på denne første skoledag. Men det er med blandede følelser, at de tager hul på dagen, for tankerne om, hvad der venter dem fylder meget i deres hoveder. De har været meget igennem i børnehaven. Her har de været til mange samtaler, hvor pædagogerne mere eller mindre opgivende har forklaret, at Martin fylder for meget, at han driller, råber højt, taler grimt og bliver voldsom over for de andre.
Da Martin er faldet til ro og familien sidder ved morgenmaden, viser han sit jeg igen ved at være bordets politibetjent. Ved at udfylde rollen som en grib, der vogter over sit bytte, forsøger han at spotte hver en forkert bevægelse søster og far laver og med et råb, er han der, ”Marie sid ordentligt!”. Det er her, Martins forældre prøver at forklare ham, at de nok skal tage sig af søster Marie. Martins sind og hjerne lader ham ikke få ro. Da alle skal have cyklerne frem står mors cykel desværre foran Martins, og den må lade livet ved at blive kastet mod jorden, da han slet ikke kan vente med at få sin egen ud.
Efter denne tumult og gråd når familien alligevel skolen. Martins øjne stråler om kap med den fantastiske morgensol på denne dejlige Augustmorgen. Hans første time går da også ok, og familien drager hjem med lettede skuldre og æren i behold.
Den første uge går med krydsede fingre. Hver morgen cykler Martin af sted med sit evig glade smil og råbet fra ham ”God dag mor – elsker dig – kys, kys mor”. I uge 2 sker det ventede, men også frygtede for første gang – Martins klasselærer ringer. Der har været en episode i klassen med en pige, som ikke ville vaske hænder, inden hun skulle spise, men det klarede klassens politibetjent Martin. Han tog fat om hende og slæbte hende op til vasken og vaskede hendes hænder, mens han holdt hende og satte hende tilbage med ordene ”Så kan du lære det…” Resultatet er, at pigerne i klassen ikke tør lege med Martin. Stille og roligt som tiden går, gider drengene ham heller ikke.
Martin kan godt mærke, at de andre ikke vil lege med ham. Og han ved godt, at det går galt mange gange. De voksne spørger, hvad der farer igennem hovedet på ham, når han gør noget dumt over for de andre. Martin ved ikke, hvad det er, der sker. Han bliver bare så gal, og så er der ikke noget, der stopper ham. Han ved godt, at det er forkert, og at han får skæld ud, og han kan godt se, at det får de andre til at trække sig væk fra ham.
Martins år i 0. klasse går nogenlunde, men han har ikke en eneste ven eller veninde endnu. Hver dag spørger han alligevel mor, om han må ringe til den ene eller den anden for at høre, om de vil lege. Dette gør han trods utallige afvisninger og uden at det lykkes ham at finde en, som vil.
Når Martin kommer hjem fra skole, er han ofte stadig vred, og han er træt, fordi han har brugt al sin energi på at passe ind i rammerne, uden det er lykkedes for ham. Han er gal på skolen, på lærerne og på de andre børn. Han kan ikke finde ud af det, og han har bestemt sig for, at han ikke vil gå i skole – det er dumt og åndssvagt. Ofte er meddelelsesbogen fyldt med lange beskrivelser af konfliktfyldte episoder, hvor Martin har handlet voldsomt og aggressivt. Martins forældre føler, at eftermiddagene går med at irettesætte Martin og tale med ham om, hvordan han kunne have taklet tingene anderledes. De bliver enige med Martin om, at han skal skynde sig at finde en voksen, når han kan mærke, at han bliver gal eller ked af det. Da det ikke altid lykkedes for Martin at stoppe og finde en voksen, der har tid til at hjælpe, går det ofte galt.
Martins storesøster går to klasser over Martin. Hun er glad for at gå i skole og for sine gode klassekammerater. Hun har godt lagt mærke til, at Martin tit er ked af det og vred oppe i skolen. Det gør ondt på hende, at se ham så ulykkelig. Hun vil gerne hjælpe ham, men tit vil Martin ikke have hjælp. Han er gal og råber grimme ting efter hende, når hun prøver at snakke med ham. Hun kan se, at de andre børn tit er efter Martin. De driller ham og lokker ham til at gøre ting, som de godt ved, han får skæld ud for. Samtidig er det også ret pinligt at have en lillebror, der laver så mange dumme ting, og som alle kender for noget negativt. Drengene fra hendes klasse har godt opdaget, at de kan få Martin til at køre op, hvis de driller ham. De synes, at det er sjovt at få ham til at gå amok og lave dumme ting.
Lærerne i skolen ved ikke, hvad de skal stille op med Martin. De kan godt se, at han har brug for hjælp, men de er ikke uddannede til det og egentligt, er det heller ikke det, der er deres opgave. De har rigeligt at se til med alle de andre elever, der skal lære en masse. Han hører ikke til på skolen. Han er for speciel til, at de kan få ham til at fungere, og de synes, at det er bedst for Martin og de andre børn i klassen, hvis Martin kommer på en skole, hvor de kan hjælpe ham.
PPR bliver kontaktet, og der opstilles mål for Martins adfærd. Han skal kunne komme ind til timen, når klokken ringer. Han skal sidde stille og følge med i timerne og lave det, han bliver bedt om. Han skal række hånden op og vente på, at det bliver hans tur og så skal han være sød ved de andre børn og ikke blive gal. Det er alt sammen mål, der er helt forståelige for Martins forældre, og ikke noget der kommer bag på dem. Det der mangler er helt konkrete tiltag og metoder, der kan hjælpe Martin til at nå målene. Dem er der ikke mange bud på fra PPR’s side. Der er sat en støttelærer på Martin, der skal hjælpe ham i timerne, når han har brug for det. Martin finder hurtigt ud af at udnytte situationen, for dum er han ikke. Han både læser og regner rigtig flot, faktisk over middel. I frikvartererne og i fritidsordningen er der en ung mand, der er ansat til at støtte Martin, så han ikke kommer i konflikt med de andre børn.
Martins forældre bliver nu enige om at kontakte deres læge, der henviser Martin til en psykologisk udredning på Odense Universitetshospital. Her er der ventetid og inden rapporten foreligger, er der gået et år. Samtidig er Martin begyndt i 1. klasse og der bliver tingene kun endnu værre. Tiden går og i resten af første klasse, bliver der prøvet en del ting for at hjælpe Martin, men uden held.
I 2. klasse bliver det endnu værre både derhjemme og i skolen, og til sidst smider Martins lærere og skoleinspektøren håndklædet i ringen. Skolen tilbyder, at Martin kan gå der, ind til han kan komme på en anden skole. Martins forældre vælger, at holde Martin hjemme i de tre måneder der går, før der er plads på Nyborg Heldagsskole.
Det er tre lange måneder med usikkerhed omkring, hvad der skal ske med Martin. Martin har fået en oplevelse af ikke at kunne finde ud af at gå i skolen, som alle de andre børn. Det er en oplevelse, som det er svært for hans forældre at få vendt til noget positivt – både i Martins øjne og selvopfattelse og i forældrenes opfattelse af dem selv.
Martin på Nyborg Heldagsskole
Klokken er 15.25 og bussen med Martin kommer kørende. Han er på vej hjem fra sin nye skole – en heldagsskole i Nyborg. Martin smiler, da han kommer hjem og virker rigtig glad, og det første han råber er ”Hej mor, vi skal ringe til Peter, om jeg kan lege”. Martin har fået en ven og faktisk også nogle veninder.
Når Martin møder ind på sin nye skole, er der altid en voksen, der tager imod med et smil. Det får Martin til at føle sig velkommen og tryg. Martin ved godt selv, hvad han skal, når han kommer ind i skolen. Alligevel er det rart, at der er en voksen, hvis nu der er noget, der går galt. Martins forældre arbejder i en anden by, derfor er de afhængige af, at Martin kan møde på skolen kl. 7.15, så de selv kan være på arbejde kl. 8.00. Martin siger godmorgen og tager sin jakke og sko af, som han sætter ind på deres plads i garderoben. Så tager han sin taske og går ned i sin klasse. Der er helt stille på skolen, og Martin kan se ind i klasserne på vej ned til sin egen. Her sidder de andre børn, som han kender. De sidder på deres pladser og er i gang med at lege. De ved godt, at det ikke er tid til at snakke og lege sammen her om morgenen. Her begynder dagen stille og roligt.
Det var svært for Martin i starten, da han begyndte på skolen. Der var mange regler, som det var svært for ham at overholde, og som han strittede imod. Men Martin opdagede hurtigt, at de voksne omkring ham stod fast, og at der hele tiden var en voksen, der kunne minde ham om, hvordan tingene skulle foregå.
I Martins klasse er fem børn. De har hver deres lille plads, med alt hvad de skal bruge i løbet af dagen. I midten af klassen er der et fællesbord, hvor man kan sidde, når der skal snakkes og fællesundervises. Det er her dagen begynder, når Martins lærer og pædagog kommer ind i klassen. Så sidder de alle ved bordet og fortæller om, hvad de har lavet dagen forinden. Her lærer de at lytte til de andre og fortælle, når det er deres tur.
Her passer rammerne til Martin, de er tydelige og bliver hele tiden trukket op, så Martin skal ikke bruge en masse energi på at aflæse dem, at huske dem og at overholde dem. Det gør, at Martin kan bruge sin opmærksomhed og energi på at lære det faglige og at blive bedre til det sociale. Martin kan lege med andre, der har det som ham. Der er ingen her, der synes, at han er mærkelig eller bliver bange for ham. Det bedste er, at der altid er en voksen, der kan hjælpe ham og de andre, når de ikke selv kan finde ud af det. En voksen, der kan hjælpe med at løse konflikterne, og som har tiden til det. Det er voksne, der ved, hvordan disse børn skal mødes og forstås. De kan se børnene og ofte ved de, hvad der går galt, og hvornår det går galt, længe før det sker. De kan være på forkant med situationerne og træde ind, når de kan se, at der er brug for hjælp.
Martins forældre har haft stor glæde af at kunne bruge skolens familieafdeling, hvor især Martins mor har haft samtaler med den tilknyttede socialrådgiver. Martins mor synes, at det er svært at finde balancen mellem på den ene side at tage hensyn til Martins problemer og på den anden side ikke at blive så overbeskyttende og skærmende, at Martin ikke får mulighed for at blive udfordret og udvikle sig. Det har været en stor hjælp at kunne have denne dialog om Martins udvikling, og om hvornår han er klar til at afprøve nye grænser og blive stillet over for nye krav. Problemstillingen har også præget forholdet mellem Martins forældre. Socialrådgiveren har hjulpet dem til at kunne se og forstå det meget uhensigtsmæssige mønster, de havde udviklet. Når Martins far blev hård og markant, blev Martins mor blød og beskyttende, hvilket gjorde Martins far endnu mere hård. På den måde endte de i hver sin skyttegrav i stedet for at indse at begges reaktioner var udtryk for deres bekymring og frustration over, hvad de skulle stille op for at hjælpe deres søn. Martin har også haft stor glæde af de samtaler, han har haft med socialrådgiveren. For ham har hun har været en voksen, han kunne tale med uden at skulle være bekymret over, om han gjorde hende ked af det, eller om hun blev gal på ham.
Martins forældre skal til skole-hjemsamtale. Martin har gået på skolen i 1½ år og det ikke er første gang, de skal til samtale. Der sidder fortsat lidt af den gamle frygt i dem fra de mange negative samtaler, de har haft på den tidligere skole. Det er stadig helt overvældende for dem at høre Martins lærer og pædagog fortælle om, den fantastiske dreng de har gående i klassen. De fortæller om en kærlig og hjælpsom dreng, der er meget interesseret i at lære og i at fortælle, om alt det han ved. En dreng, der er meget kreativ, og som er meget vellidt i sin klasse. Pædagogen fortæller om, hvordan hun hjælper Martin til at finde ro ved at lægge en hånd på hans skulder eller ved at sætte sig ved ham. Hvordan hun tager Martin ud af legen i de situationer, hvor verdenen bryder sammen for ham, og hvor han ikke kan styre sit temperament. Stille og roligt får de snakket med ham om, hvad det er, der går galt.
Martins forældre ved godt, at der er mange forhindringer forude, og at Martin kommer til at have det svært, men det at vide at deres dreng hver dag er omgivet af mennesker, der kan se ham som den dejlige dreng, han er og som kan hjælpe ham, når det går galt, er ubeskrivelig. Lettelsen i familiens hverdag gør, at Martins forældre kan slippe de mange bekymringer og være glade og fylde deres familieliv med den glæde og optimisme, som gør at både Martin og hans søster trives endnu bedre.
Martin på Nyborg Heldagsskole efter besparelser
Martin er lige kommet ind af døren derhjemme. Han er rasende og oprevet. Sådan har det været den sidste uges tid, hvor Martin efter skole har været i fritidsordning på den nærliggende folkeskole. I fritidsordningen har Martin har været i slåskamp med Peter over et par solbriller. Martin var sikker på, at det var Lasses solbriller, Peter havde på og ville derfor returnere dem til sin rette ejer. Peter ville ikke slippe sine solbriller og havde derfor holdt så godt fast i dem, at de blev revet i stykker, da Martin forsøgte at tage dem fra ham. Det havde gjort Martin rasende, og han havde skubbet voldsomt til Peter, der var faldet og havde ramt et bordhjørne. Peters mor har allerede haft ringet og forlangt erstatning for de nye solbriller, og der har også været ringet fra fritidsordningen, der kunne fortælle, at det ikke var første gang, Martin havde reageret meget voldsomt ovre for de andre børn.
Martins forældre føler sig kastet tilbage til tiden før Nyborg Heldagsskole. Oplevelsen af magtesløshed og bekymring fylder igen deres sind. De har begge to arbejde til kl. 16.00 og de skal bruge en halv time på at komme hjem. De har ingen mulighed for, at Martin kan blive hentet efter skole kl. 15.00 og de kan tydeligt se, hvor meget det påvirker ham. Martins mor har undersøgt mulighederne for at gå på deltid, men hendes arbejdsgiver er ikke begejstret for ideen.
De har haft ringet til skolen, hvor de godt kan se problemstillingen, men ikke kan hjælpe. Skolen fortæller, at Martin også er meget oprevet om morgenen, når han kommer i skole efter at have været i almindelige fritidsordning på naboskolen. De må bruge lang tid på at få ham til at falde så meget til ro, at han kan koncentrere sig om undervisningen.
Skolens familiecenter er nedlagt p,g,a, besparelser, og der er ikke længere nogen Martins forældre kan kontakte omkring deres rådvildhed og frustration. Det er svært for dem at forstå, at man på den ene side har erkendt, at Martin ikke kan fungere i det normale skolesystem og så alligevel mener, at han kan fungere i en fritidsordning fra kl. 6.00-8.00 og fra 15.00-17.00, hvor der er endnu færre faste retningslinjer og endnu mere fri leg end i skoletiden.