Familieafdelingen

På Nyborg Heldagsskole har vi vores egen familieafdeling, som er en del af skolens samlede tilbud.

Familieafdelingens formål er at styrke forældrerollen hos skolens forældre med henblik på at støtte barnets udvikling og trivsel.

Vi tilbyder familievejledning, som består af samtaler og støtte til forældre, plejeforældre og elever med tilknytning til skolen. Derudover kører vi gruppeforløb i klasserne og arrangerer temadage for forældre og plejefamilier.

 

Pædagog og Familievejleder

Anette Meyer

 

 

I Familieafdelingen er vi på nuværende tidspunkt 1 familievejleder:

Anette, som er pædagog og familieterapeut.

Jeg har stor erfaring i arbejdet med børn og familier og med de problematikker og udfordringer, som kan komme til at stå i vejen for familiens trivsel og udvikling.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi arbejder ud fra samme værdigrundlag og principper som resten af skolen. Vores mål er at styrke den enkeltes selvindsigt og handlemuligheder ud fra en forståelse af, at vi alle indeholder langt flere fortællinger, end vi umiddelbart selv kan se. Når vi oplever problemer, er det ofte de negative fortællinger, der kommer til at dominere vores forståelse af os selv. Vi i Familieafdelingen inspirerer familier til at få øje på alternative fortællinger - fortællinger der bidrager til en øget bevidsthed om egne ressourcer, værdier, håb og drømme.

Forløb med familier

Vi arbejder ud fra den tankegang, at ressourcerne skal findes i familien, fordi forældrene er dem, der kender deres barn bedst. Forældrene er de vigtigste samarbejdspartnere i forhold til at få deres barn og hele familien i trivsel. Vores erfaring er, at når forældre, klasseteam og familievejleder samarbejder omkring barnets trivsel, opnår vi de bedste resultater.  

Det kræver en indsats fra hele familien at få ændret samværsformer og strukturer i familien. Det er de voksne omkring barnet, der skal starte og vedligeholde denne udvikling. I Familieafdelingen arbejder vi ud fra den tanke, at der er mulighed for udvikling og forandring i enhver familie.

Vi støtter og vejleder i denne nye udvikling og vi tilpasser alle forløb til den enkelte families behov. Vi tilbyder:

  • samtaleforløb med forældre
  • samtaleforløb med barnet
  • samtaleforløb med familien samlet
  • vejledningsforløb hjemme hos familien

 

Samtaleforløb med et barn vil som udgangspunkt altid finde sted parallelt med samtaler med forældrene.

 

Temaer i et forløb med familien kan være:

  • ”Vi har mange konflikter derhjemme.”
  • ”Mit barn har et forfærdeligt sprog.”
  • ”Mit barn hører ikke efter, hvad jeg siger.”
  • ”Hvilke krav skal jeg stille til mit barn?”
  • ”Vi er skilt; hvordan finder vi ud af at samarbejde?”
  • ”Vi er uenige om børneopdragelse; han er for hård, hun er for eftergivende…” 
  • ”Vores børn har mange konflikter med hinanden.”
  • ”Jeg synes, det er svært at få mit barn op og afsted om morgenen.”

 

 

Børnegrupper

Vi arrangerer løbende gruppeforløb for skolens elever med forskellige temaer. Gruppeforløbene tilrettelægges ud fra de behov, der viser sig blandt skolens elever. Temaer kan være:

- Ængstelighed

- Skilsmisse

- Ungdomsliv

- Psykisk sygdom i familien

 

 

 

Gruppeforløb – ”Livets Træ”

Vi samarbejder fra tid til anden med de enkelte klasseteam om gruppeforløb i klasserne med overskriften ”Livets Træ”.  I forløbet har vi fokus på at styrke de enkelte elevers oplevelse og forståelse af sig selv; deres ressourcer, færdigheder, netværk, udfordringer, håb og drømme. Målet er at skabe en tryg platform for eventuelle samtaler om svære emner.

Temadage for forældre og plejefamilier

Vi tilbyder temadage til familier, som tager udgangspunkt i aktuelle emner, behov og interesser. Derudover vil vi gerne bidrage til, at familierne får mulighed for at indgå i fællesskab med ligestillede.